Historien – Lumby Mølle

Historien om møllen

I 1776 fik møller Peder Rasmussen (R.P.) og hustru Anne Kirstine Pedersdatter på Dallund Mølle en søn, som blev døbt Rasmus Pedersen.

Han blev opkaldt efter sin farfar, som havde været møller på Lunde Mølle og siden på Dallund Mølle.

Efter faderens død rejste Rasmus Pedersen til København, hvor han i 1800 blev møllersvend hos sin svoger på Svanemøllen.

Møllerenken

På Hasmark Mølle boede på den tid en møllerenke, som i 1799 havde mistet sin tredje mand. Da hun nu var en ældre dame, ønskede hun at afstå møllen mod at få aftægt.

Det blev Rasmus Pedersen, som fik tilbud om at komme til Hasmark. Der blev oprettet kontrakt mellem enken og R. P., og en af kontraktens betingelser for at blive fæster på Hasmark Mølle var, at R. P. ægtede mølleenkens tro tjenestepige Maren Jensdatter – i modsat fald skulle pigen have lov til selv at vælge en anden mand.

R.P. gik ind på denne betingelse, og den 15. Oktober 1802 blev han i Hjadstrup Kirke viet til Maren Jensdatter, og blev således fæster af stubmøllen i Hasmark.

I 1812 døde R.P.´s kone Maren Jensdatter, med hvem han havde fået 6 børn, og et halvt år efter giftede R.P. sig med Anne Marie Nielsdatter

fra Norup.

Møllerens ambitioner

R.P. var en dygtig møller og havde ambitioner om at få en større mølle, så han kunne forsørge sin store familie, og d. 8. Juli 1816 ansøger R.P. kongen om tilladelse til at opføre en vejrmølle på Lumby Mark eller Lumby Taarup Mark, men kun til grubbeværk – d.v.s. der måtte kun males gryn.

Han kunne ikke få bevilling til grovmaling, før ”Mølletrang” var bevist ved tingsvidne (retsag), hvortil alle mølleejere i en mils omkreds var indanket.

Det blev nu til en lang og sej kamp for R.P., for de omkringliggende mølleejere var ikke interesseret i en konkurrent, og hans værste modstander blev inspektør Faaborg på Næsbyhoved Mølle, da han på det tidspunkt havde fået afslag på at opføre sin nedbrændte mølle og indrette den til grovmaling. Faaborg havde ansat en meget dreven prokurator, som kunne utrolig mange kneb for at forhale sagen.

R.P. lod sig ikke slå ud, og d. 13. Oktober 1817 fik han skøde på et stykke jord – matr. Nr. 17b – købt af gårdmand Jeppe Jensen (Kvadrillegården). Her skulle møllen bygges. R.P.´s modstandere truede nu med, at møllen skulle rives ned, da beliggenheden var forkert, men R.P. fik ændret bevillingen til at lyde på Lumby Mark i stedet for Lumby Taarup Mark.

Indgangspladen

I 1820 stod møllen færdig, og R.P. lod den plade opsætte, som ses over indgangen til møllen. Pladen har følgende indskrift :

I Guds Varetægt du staa

Mølle trygt, din Vinge iile,

Kværnen løbe, Grubben gaa.

Liden Ro og sielden

Hvile Maleværk og Svende faae.

Giv, o Gud, vort Stræben Held.

Hver Mand her skeed Ret og Skiel.

Kongens hjælp

Men helt let gik det ikke for R.P. – hans modstandere blev ved med, at genere ham og forhale hans sag.

Til sidst blev det R.P. for meget.

Den 20. November 1822 sendte han en meget lang skrivelse til den daværende prins Christian ( senere Chr. VIII), som var guvernør over Fyn, hvori han beklagede sin nød og bad prinsen tale hans sag for kongen.

Prinsen tog affære, så nu kom der gang i tingene, og d. 29. Marts 1823 fik både Lumby Mølle og Næsbyhoved Mølle tilladelse til grovmaling.

I 1824 flyttede R.P. med sin familie ind på Lumby Mølle.

R.P. havde da fået i alt 13 børn, nr. 14 – Christiane – blev født på Lumby Mølle i 1828.

Møllerens videre liv

Foruden Lumby Mølle drev R.P. også landbrug, idet han købte mere jord til sin ejendom. I Stige by købte han et hus, hvor der blev indrettet en butik, hvorfra skipperne kunne forsynes med varer fra møllen.

R.P. var en driftig og holden mand, men meget dominerende. Det var ham, der bestemte alt for familien, derfor følte han vel også, at han var den rette til at regere landet, og i 1834 lod han sig opstille på valglisten til stænderforsamlingen i 11 kreds, hvor der skulle vælges 1 deputeret og 1 suppleant. Da han mod forventning kun blev nr. 2, ville han slet ikke være med og trak sig.

Den 31 maj 1857 døde R.P. 81 år gammel, og derefter sad hans kone i uskiftet bo, og 5 ugifte, hjemmeboende børn – Frederik, Christian, Johannes, Jacob og Christiane – hjalp med mølle og landbrug.

Da moderen døde i 1862 udlagdes hele boet til sønnen Frederik. Ingen af de nævnte søskende giftede sig, og da brødrene var døde, måtte Christiane med gode hjælpere klare det hele.

Det havde været R.P. sidste ønske, at møllen skulle forblive i familiens eje, men med blødende hjerte måtte Christiane give op, og hun flyttede til en niece i Hjorslev.

Møllens forløb frem til i dag

Den 27. april 1911 blev der holdt offentlig auktion over løsøret, og selve møllen blev solgt til Jørgen Pedersen, der allerede samme år solgte den videre til møller Martin Christiansen, som drev møllen til 1929.

Derefter blev den solgt nogle gange – det sidste møllerpar var Erna og Peder Christoffersen.

I 1970 blev møllen overtaget af ”Danske Møllers Venner”, der i en del år drev et værksted der producerede mølledele til

andre møller i Danmark.

I 1985 dannedes den selvejende institution ” Lumby Møllegaard”, der gennem en støtteforening skaffede midler

til at starte en meget omfattende restaurering af hele komplekset.

Siden den 1. april 1990 ejes Lumby Mølle af Odense Kommune, og foreningen ”Lumby Møllegaard”, står via en samarbejdsaftale for restaurering og vedligeholdelse af møllen og dens bygninger.

Foreningen har med stor opbakning fra lokale borgere, og hjælp fra lokale erhvervsdrivende, fået møllen og dens bygninger frem til den stand de står i dag.